Kære alle. Glædelig jul!
Jeg ved ikke, om nogen overhovedet tjekker bloggen mere, nu når semesteret er slut :-). Jeg faldt bare lige over en ny artikel på videnskab.dk, som er rigtig interessant i relation til vores snak om debatkultur på Facebook – så den ville jeg lige dele med jer andre.
http://videnskab.dk/kultur-samfund/debatterne-pa-facebook-er-alt-paene
God jul og godt nytår!
Og tak for et spændende semester!
– Johan
Measuring the Impact of Organizational Social Web Site Usage on Work Performance: A Multilevel Model
Et overblik af Johan Dam Farkas
Virksomheder har i de seneste år haft stigende fokus på at effektivisere arbejdsgange og øge samarbejdet mellem medarbejdere ved hjælp af IT-baserede netværkssystemer såsom sociale websider (SWS). I artiklen Measuring the Impact of Organizational Social Web Site Usage on Work Performance: A Multilevel Model opstiller de tyske forskere Philip Raeth , Maurice Kuegler og Stefan Smolnik (2011) en analysemodel til at studere brugen af sociale websider på arbejdspladser. I dette blogindlæg forsøger jeg at opridse en række af hovedpointerne fra deres artikel.
Ifølge Raeth, Kuegler & Smolnik (2011) har der i de eksisterende studier af sociale websider på arbejdspladser været en tendens til at analysere brugen af SWS på enten et mikroplan med fokus på individer eller på et makroplan med fokus på institutioner og strukturer. Dette mener Raeth, Kuegler & Smolnik (2011) er uhensigtsmæssigt, da man derved ikke får belyst det tætte samspil, der er mellem disse planer. Derfor ønsker de tre forskere med deres artikel at skabe en model, der giver mulighed for at analysere fænomenet på flere planer simultant – en såkaldt multilevel model.
Overordnet definition af SWS
Raeth, Kuegler & Smolnik (2011) definerer, med udgangspunkt i tidligere forskning, sociale websider som hjemmesider, der gør det muligt for medarbejdere at danne online fællesskaber og dele brugergenereret indhold. De understreger samtidig, at dette kan gøres af medarbejdere på en lang række forskellige måde. Studier har således vist, at medarbejdere bl.a. anvender SWS til at dele information, koordinere aktiviteter, hjælpe hinanden og styrke personlige relationer.
Deres model
Som basis for deres model tager Raeth, Kuegler & Smolnik (2011) udgangspunkt i eksisterende studier af SWS på arbejdsplader samt teori om organizational learning (OL), teori om social kapital og teori om sociale netværk. Deres model rummer derfor blandt andet en distinktion mellem brug af SWS for udforskende (explorational) og udnyttende (exploitational) formål, hvilket er taget fra organizational learning-teori.
Som nævnt har deres model overordnet til formål at muliggøre en analyse af SWS på arbejdsplader på både et mikro- og et makroplan. Således handler en stor del af deres artikel om at analysere relationer mellem individuelle, grupperelaterede og strukturelle forhold som gør sig gældende i relation til brugen af SWS. Jeg vil ikke i dette blogindlæg gå i detaljer med de enkelte detaljer i deres model, da det hurtigt kan blive en lang affære. I stedet vil jeg blot konkludere, at deres model uden tvivl er et brugbart metodisk og analytisk værktøj, hvis man vil studere brugen af SWS på arbejdspladser, da den rummer en række brugbare teoretiske forståelser af både individuelle, grupperelaterede og strukturelle dynamikker. Desuden vil jeg afslutningsvis påpege, at jeg også mener, at deres kritik af den manglende forskning på tværs af mikro- og makroplaner kan være relevant som en del af en større diskussion inden for networked culture-feltet, idet dette problem ikke kun eksisterer inden for arbejdspladsstudier.
INTERNET AND SOCIAL MOVEMENT ACTION REPERTOIRES
Opportunities and limitations
af Jeroen Van Laer a & Peter Van Aelst
http://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/13691181003628307#.VDeP6ymSz40
I artiklen “Theoretical frameworks for participatory media” foretager Nico Carpentier en primært teoretisk analyse og diskussion af participatory media. Hvad vil det egentlig sige, at et medie er participatory? Hvad er participation overhovedet? Og hvordan kan man opstille en analytisk typologi over de forskellige typer af participation og participatory medier? Dette indlæg er en meget kort gennemgang af hovedpointerne i den nævnte artikel.
I. Glem medierne, eller: husk de politisk-ideologiske sammenhænge
Det første Carpentier betoner er, at vi for at forstå parcipatory medier ikke først og fremmest skal se på medierne, men derimod hvorledes forståelsen og brugen af disse er forankret i politisk-ideologiske sammenhænge: “The conceptual starting point of this chapter is that participation is a politically-ideologically contested notion, and that the role of (participatory) media is intrinsically linked to these debates.” (p. 105).
I forlængelse af dette iagttager Carpentier to overordnede måder (eller diskurser, strategier) hvorpå participation som begreb er blevet forstået og defineret (historisk set):
(a) I den første måde iagttages participation grundlæggende ud fra forskellen autentisk/uautentisk eller ægte/uægte. Det handler altså om at komme frem til hvad den “ægte” eller “rigtige” form for participation er for en størrelse. Carpentier opsummerer disse strategiers mål som følger: “All the definitions and approaches have a common – almost messianistic – concern towards the concept of participation: they want to protect and rescue it. The tactics used are relatively similar, because they all consist of creating a difference with ‘other’ practices which are only nominally participatory, and which can then be unmasked as forms of ‘pseudo-participation’.” (p. 106).
(b) I den anden overordnede måde at iagttage participation på, ses begrebet først og fremmest som en del af en politisk-ideologisk “kamp”. Her bliver participation iagttaget ud fra forskellen mellem et minimalistisk og et maximalistisk syn på demokrati og deltagelse.
I slutningen af dette afsnit tilføjer Carpentier hvorledes samspillet mellem disse to blikke kan være med til at nuancere forståelsen af participation. Her betones, at (1) participation synes at være forankret i magtrelationer og måden magten er distribueret på i samfundet; debatter om participation kan derfor ses som politiske magtkampe. (2) at det er vigtigt med en terminologisk skelnen mellem participation, access og interaction. Og (3) at ideologi altid er til stede i debatten om participation, det er således ikke muligt at “komme” uden om ideologierne.
II. Glem internettet, eller: hvorfor “gamle” medier stadig er vigtige
Men hvordan skal vi da forstå participation i forhold til medier og medieret kommunikation? Her påpeger Carpentier, at der i forlængelse af internettets opblomstring har været en klar diskurs, der har betonet internettet, som et egalitært og (mere eller mindre) emancipatorisk medie, der potentielt ville give lige adgang og mulighed for alle. Carpentier anerkender, at brugen af internettet (og herunder hjemmesider, blogs, og andre web 2.0 teknologier) rent faktisk har skabt nye talepositioner og muligheder for deltagelse. Samtidig mener Carpentier dog, at dette fokus på nye medie er problematisk. De gamle medier – avisen, radioen og fjernsynet – glemmes simpelthen i farten:
(1) “These old media still play an important role in the everyday lives of many people” (p. 111) De gamle medier (og deres “indflydelse”) glemmes på trods af at de gamle medier stadig er en del af de flestes liv.
(2) “the institutional nature of the present-day media worlds are equally often ignored. A vast number of media products is still produced by media companies, which are old top-down systems based on capitalist logics and not always in favour of the maximalist approaches towards participation and democracy.” (p. 111) De politiske (og kapitalistiske) strukturer, der fandtes i de gamle medie er stadig at (gen)finde i de “nye” medier.
(3) Den tekno-optimistiske diskurs er grundlæggende teknologisk deterministisk. Med andre ord: det er ikke medierne der gør noget, det er menneskers brug af disse. Derfor betoner Carpentier brugerne (som individer, der rent faktisk anvender teknologien i en hverdagslig og levet sammenhæng) og den mangfoldighed af måder, hvorpå forskellige medier kan anvendes. Desuden kan brugen af medier ikke forstås udenom de organisationer og infrastrukturer disse er forankret i: “This organisational context [som alle participatory medier er forankret i] is to a high degree (…) a commercial and commodified context, which results in a combination of top-down business processes with bottom-up consumption and production processes. The existence of YouTube, with Google as its owner – is a case in point here.” (p. 112).
III. At sætte blikkene sammen: husk medierne, husk de politisk-ideologiske sammenhænge! Mod nogle typologiforsøg
Det næste skridt i Carpentiers artikel er at opstiller to forskellige typologier, der kan anvendes til at analysere og forstå participation og participatory media. Jeg vil ikke gå dybere ind i disse, men blot kort skitsere deres hovedpointer:
(a) Den første typologi (p. 113-115) er baseret på forholdet mellem organisation og participation. På hvilke måder faciliterer eller giver forskellige organisationstyper mulighed for participation? Hvilke typer for medlemskab er der tale om? Og hvad er forholdet mellem access, interaction og participation? Her kommes der frem til en distinktion mellem participatory og semi-participatory organisationer.
(b) Den anden typologi (p. 115-118) forsøger at nuancere dette blik, særlig i relation til participatory medier. Her argumenter Carpentier for, at det er nødvendigt med en syntese af en række forskellige tilgange; modsat de mono-teoretiske tilgange, der ellers har præget diskussionen. Her ses der altså på hvorledes de forskellige tilgange kan supplere hinanden. Hvad disse fire tilgange er og deres implikationer, kan I selv læse jer til. Helt overordnet arbejdes der dog grundlæggende med en distinktion mellem medie-centrerede tilgange og samfunds-centrerede tilgange. I øvrigt skriver Carpentier noget om rhizomatiske medier, inspireret af Deleuze og Guattari, som jeg mener er noget frygteligt sludder; men det er vist til en anden blog og et andet indlæg på et andet tidspunkt.
IV. Så hvad skal du huske?
“Participation” er ikke et selv-forklarende begreb med en “given” essens; der er snarere tale om et politisk-ideologisk forankret og konstrueret begreb. Det er indlejret i en kontekst med en række forskelligartede diskurser. I praksis må vi derfor altid huske at medregne de (kapitalistiske og markedsdrevne) organisationer, magtrelationer og samfundsmæssige diskurser, som de givne teknologier (og ikke mindst: brugen af disse) indskriver sig i.
Følgende spørgsmål er værd at tænke over: Hvordan kan de to typologier sammentænkes? Kan de sammentænkes? Hvordan kan typologierne operationaliseres i relation til en empirisk funderet analyse? Og hvordan kan man indtænke mere politisk-ideologiske kontekster (generelt!) i konkrete analyser af medier?
Desuden kunne man spørge sig selv: hvad glemmer Carpentier i de to opstillede typologier? Er der ting, der falder uden for blikket; blinde pletter?
JANNICK SCHOU. KØBENHAVN, OKTOBER 2014.
The association of internet researchers crowdsourcer for tiden et google document med en fantastisk samling af links til forskellige værktøjer til at indsamle social media data med:
https://docs.google.com/document/d/1UaERzROI986HqcwrBDLaqGG8X_lYwctj6ek6ryqDOiQ/preview?sle=true
https://www.coursera.org/course/sna
Starter 6. oktober
Om teksten og Marwick
Teksten som vi har læst er et omskrevet kapitel fra Marwicks Ph.d.
Marwick er assistant professor og har blandt andet arbejdet sammen med danah boyd.
Sidst, men ikke mindst, så har hun en ’feminist technology’ blog: http://www.tiara.org/blog/
Metode
Marwicks undersøgelser bygger på en kvalitativ tilgang. Hendes metodologiske tilgang er tredelt idet hun både anvender interviews, deltagerobservation og deltagelse online (Twitter). Derudover inddrager hun både bøger og visitkort i sin undersøgelse. Deltagerobservationen tager (næsten) form som et etnografisk feltstudie, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i fortællingen om, hvor vigtigt det er for hende, at kunne ’pitche’ sig selv: ”I had to learn my own pitch to be comfortable in networking environments” (s.189). Det har altså været relevant for hende at blive en del af fællesskabet. Det har nogle adgangsskabende fordele at blive en del af et fællesskab, men det kan også blive en ulempe, hvis fællesskabets kultur bliver en selvfølgelighed.
Marwicks informanter er ikke et repræsentativt udsnit af befolkningen, men derimod en bestemt udvalgt gruppe. Hun skriver om sine informanter: ”For many of my informants, the freelance lifestyle did create real satisfaction” (s.201). Det betyder, at Marwick ikke kan udtale sig om ret meget andet end lige netop denne gruppe (freelance-lifestyle-personer), hvilket imidlertid ikke holder hende tilbage.
Richard Jenkins – Understanding Identification
Af Johan Farkas Sølling
Det kan være noget af en opgave at kondensere en tekst, der i forvejen er meget kompakt. Det oplevede jeg, da jeg i fredags skulle fortælle om Richard Jenkins’ tekst ”Understanding Identification”. Nu forsøger jeg igen – denne gang som et blogindlæg. Jeg håber, at det gør det endnu mere forståeligt :-).
Jeg skriver først meget overordnet om Jenkins og tekstens overordnede formål. Derefter skriver jeg lidt om Jenkins inspirationskilder og hans videnskabelige ståsted efterfulgt af en kort beskrivelse af de tre niveauer som han mener, at man kan forstå og analysere identitet i forhold til. Slutteligt laver jeg en kort opsamling.
Kort Om Jenkins
Jenkins er en britisk antropolog og hverdagssociolog, der har lavet en lang række feltstudier (bl.a. i Danmark).
I bogen Social Identity forsøger han, med udgangspunkt i sine egne studier samt en lang række sociologer og antropologer, at diskutere og definere, hvad identitet er for en størrelse, og hvordan man som forsker kan undersøge fænomenet.
Jenkins’ inspiration
Jenkins trækker på en lang række sociologiske, antropologiske og filosofiske teorier som baggrund for sin identitetsforståelse. Han nævner således blandt andet Anthony Giddens, Karl Marx og Pierre Bourdieu som inspirationskilder.
De tre vigtigste
Blandt de mange teoretikere som han nævner, mener jeg, at de vigtigste at huske er George Herbert Mead, Erving Goffman og Fredrik Barth.
Mead og Goffmann er begge kendt som nogle af fædrene til symbolsk interaktionisme – en gren inden for sociologien, der er forbundet med Chicago-skolen i USA. Overordnet (og lidt forsimplet) kan det siges, at denne skole mener, at alle menneskers adfærd skabes gennem en sproglig symbolsk interaktion med andre mennesker. Disse teoretikere mener således, at vores personlighed og væremåde er socialt konstrueret, og identitet kan derfor kun forstås gennem analyser af interaktion mellem mennesker. Identitet er derfor performativt – noget ”der gøres”.
Denne sociologiske skole er af denne grund også blevet kaldt for hverdagssociologi eller mikro-sociologi, fordi fokus ikke er på store samfundsstrukturer, men på interaktion mellem mennesker, hvilket typisk gøres gennem kvalitative studier. Det er denne skole, som Jenkins er inspireret af, hvilket hans identitetsforståelse således også bærer tydeligt præg af.
Opdeling i tre niveauer
Jenkins skriver, at hvis man vil forstå, hvordan mennesker oplever og forstår verden, så er det hensigtsmæssigt at analysere dette i relation til tre ordner:
Jenkins slår fast, at disse tre ordner alle eksisterer på samme tid og konstant overlapper hinanden. Det er således vigtigt at understrege, at opdelingen skal ses som et teoretisk og analytisk perspektiv, og det er derfor ikke et forsøg på at skabe en reel opdelingen af samfundet i tre distinkte ordner.
Jeg vil ikke her gå så meget i dybden i forhold til de tre ordner, men kun lige overordnet gengive nogle få pointer omkring hver enkelt.
Den individuelle orden
For at forstå menneskers identitet i relation til den individuelle orden anvender Jenkins Meads opdeling af ”The Me” and ”The I”.
”The Me” er den identitetsforståelse, som skabes gennem interaktion med andre. Det er således vores ”tillærte” identitet, som hele tiden ændres i forhold til, hvordan folk reagerer på vores adfærd.
”The I” er den identitetsforståelse, som vi skaber i os selv.
Skal man forstå identitet i den individuelle orden skal man således både forstå det enkelte individ og dennes møde med andre mennesker.
Jenkins bruger opdelingen til at understrege, at det enkelte menneskes identitet ikke blot skabes i os selv, men i høj grad skabes i mødet med andre mennesker.
Den interaktionelle orden
Identitet skal analyseres interaktionelt – et overordnet spørgsmål til denne orden er således: hvad sker der med vores identitet i mødet med andre mennesker?
Her trækker Jenkins særligt på Goffmans teori of Face(work), som, hvordan mennesker i mødet med andre mennesker forsøger at opretholde deres identitet (face) og samtidig også hjælpe de andre med at opretholde deres. Den interaktionelle orden omhandler således det enkelte menneskes møde med andre mennesker.
Den institutionelle orden
I den institutionelle orden er det overordnede spørgsmål: Hvordan kan vi forstå gruppeidentitet?
For at forstå dette trækker Jenkins bl.a. på Karl Marx’ opdeling mellem to typer klasser/grupper:
A class in itself – en gruppe mennesker, der er defineret af andre som en gruppe, men ikke selv gør det.
A class for itself – en gruppe mennesker, der selv definerer sig som en gruppe.
Med udgangspunkt i denne opdeling skriver Jenkins, at det er helt centralt at undersøge, hvordan en gruppe selv identificeres og forstås af gruppemedlemmerne, hvis man vil forstå en gruppes identitet.
Alt i alt – de vigtigste pointer
For at lave en kort opsummering, så mener jeg, at Jenkins’ vigtigste pointer er:
Jeg har problemer med at installere programmet til i morgen. Jeg kan downloade, men ikke åbne/installere. Er jeg den eneste?
I teksten ”Towards a Framework of Publics: Re-encountering Media Sharing and Its User”, forsøger Lindtner et al at adressere, hvordan man, som afsender af brugergenerede indhold, forholder sig til sit publikum. De efterlyser et værktøj til at skabe forståelse for produktion af indhold og brug af medier indenfor store individuelle grupper, og tager på denne baggrund udgangspunkt i Michael Warner’s essays omhandlende begrebet ”Publics”.
Digital mediedeling rækker i dag ud over mange platforme og er blevet et centralt redskab til kommunikation. Deling er ikke blot materielle udvekslinger, men også et redskab til kulturel produktion og opretholdelse af sociale bånd. Det er netop denne opfattelse Lindtner et al fokuserer på, når de vil forsøge at undersøge, hvordan mediedeling bliver brugt til at udtrykke individualitet i forhold til større kollektiver.
Som vi diskuterede i sidste undervisningsgang, kan der være forskel på, hvilke medier man bruger til at dele hvilke ting. Det publikum vi forestiller os at ramme gennem mediedeling på en bestemt platform, har stor betydning for, hvordan vi vælger at bruge mediet. Lindtner et al undersøger betydning af at dele til en større individuel gruppe gennem et to måneder lang undersøgelse af mediet ”Mopex”, som de har udviklet til at analysere hvordan folk interagere med digitale medier.
Publics
Udgangspunktet for undersøgelsen er Michael Warners betegnelse af begrebet ”Public”. Han beskriver ordet som en kontrast til to andre definitioner: 1) en stor og social totalitet (det modsatte af privat) og 2) et konkret publikum i en bestemt sammenhæng.
Warner er altså hverken interesseret i at beskrive publikummets størrelse eller det konkrete publikum. I stedet ligger hans interesse i det sociale fundament der bliver skabt i relationen mellem medie produktionen og modtagelsen. Public er altså (ifølge Warner) en gruppe mennesker der mener, at produktet er rettet til ”folk som mig”. ”Public” bliver således formet, når medieforbrugerne opfatter sig selv som et medlem af et potentielt forestillet publikum, og dette betyder potentielt uendeligt mange publikumsgrupper.
Warner opstiller syv påstande for sit public-begreb, (dem kan I selv læse i teksten på side 4-5), som Lindtner et al tager udgangspunkt i i analysen af deres resultater. Jeg vil blot knytte en kort kommentar til påstand nummer seks: ”publics act historically according to the temporality of their circulation”. Lindtner et al skriver, at selvom Warners fokus var på print og visuelle medier, så er spørgsmålet om ”tidsmæssighed” særlig relevant i forhold til digitale medier. Denne påstand bliver ikke forklaret nærmere, og jeg kan godt undre mig over, hvorvidt det tidmæssige perspektiv overhovedet har relevans på internettet?
Mopex undersøgelsen
Ved brugen af Warners Public-begreb forsøger Lindtner et al at se på produktion, deling og modtagelse som sammenføjede enheder: ”Producers and consumers are not separate, and acts of creation and sharing are iterated throughout continuous use and participation.” Sociale medier binder folk sammen både direkte og indirekte, og begrebet ”public” bliver i forsøget brugt til at forstå, hvordan folk ser sig selv som en gruppe gennem cirkulation af indhold.
Det forsøget kort viste var, at brugeren af ”Mopex” følte dem selv som en del af et større kollektiv af skabere og forbrugere, med opbyggede normer af æstetik og fortolkning som de kollektivt var med til at forme, både som brugere og forbrugere. Genereret af respons på deres billeder, udviklede der sig spørgsmål som: hvem er publikummet, hvilke billeder er ansvarlige at lægge op, og hvad vil folk som mig eller dem være interesseret i at se. Spørgsmålene blev adresseret og udforsket gennem deres interaktion med egne og andres billeder, og dannede på denne baggrund nogle normer for rigtig og forkert inden for Mopex.
Lindtner et al konkluderer ud fra denne undersøgelse, at ved at gøre brug af public-begrebet i forståelsen af interaktion mellem større grupper, skabes nye måder til analysere af brugergenereret indhold. For det første skaber det nye måder hvorpå man tænker på begrebet ”public”, som ikke blot er en udefinerbar størrelse. For det andet indarbejdes modtagelse og responsen på indhold som en del af skabelsen, hvilket er et relevant perspektiv i analysen af brugergeneret indhold og kollektiv deltagelse. Slutteligt sætter det også fokus på selve mediets rolle i udformningen af disse ”Publics”. Selvom det stadig er vigtigt at forholde sig til, hvordan medier kan designes så brugeren opnår bestemte mål, kan usability ikke forklare hvordan individer positionerer sig selv i nutidig informationspraksis. Kulturel teori giver mulighed for at flytte fokus fra brug til et fokus på deltagelse. Et spændende fokus, der giver tanker til måden hvorpå man ser, hvordan man udtrykker sig indenfor større individuelle grupper.