The association of internet researchers crowdsourcer for tiden et google document med en fantastisk samling af links til forskellige værktøjer til at indsamle social media data med:
https://docs.google.com/document/d/1UaERzROI986HqcwrBDLaqGG8X_lYwctj6ek6ryqDOiQ/preview?sle=true

https://www.coursera.org/course/sna

Starter 6. oktober

Om teksten og Marwick

Teksten som vi har læst er et omskrevet kapitel fra Marwicks Ph.d.
Marwick er assistant professor og har blandt andet arbejdet sammen med danah boyd.
Sidst, men ikke mindst, så har hun en ’feminist technology’ blog: http://www.tiara.org/blog/

Metode

Marwicks undersøgelser bygger på en kvalitativ tilgang. Hendes metodologiske tilgang er tredelt idet hun både anvender interviews, deltagerobservation og deltagelse online (Twitter). Derudover inddrager hun både bøger og visitkort i sin undersøgelse. Deltagerobservationen tager (næsten) form som et etnografisk feltstudie, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i fortællingen om, hvor vigtigt det er for hende, at kunne ’pitche’ sig selv: ”I had to learn my own pitch to be comfortable in networking environments” (s.189). Det har altså været relevant for hende at blive en del af fællesskabet. Det har nogle adgangsskabende fordele at blive en del af et fællesskab, men det kan også blive en ulempe, hvis fællesskabets kultur bliver en selvfølgelighed.

Marwicks informanter er ikke et repræsentativt udsnit af befolkningen, men derimod en bestemt udvalgt gruppe. Hun skriver om sine informanter: ”For many of my informants, the freelance lifestyle did create real satisfaction” (s.201). Det betyder, at Marwick ikke kan udtale sig om ret meget andet end lige netop denne gruppe (freelance-lifestyle-personer), hvilket imidlertid ikke holder hende tilbage.

Richard Jenkins – Understanding Identification
Af Johan Farkas Sølling

Det kan være noget af en opgave at kondensere en tekst, der i forvejen er meget kompakt. Det oplevede jeg, da jeg i fredags skulle fortælle om Richard Jenkins’ tekst ”Understanding Identification”. Nu forsøger jeg igen – denne gang som et blogindlæg. Jeg håber, at det gør det endnu mere forståeligt :-).

Jeg skriver først meget overordnet om Jenkins og tekstens overordnede formål. Derefter skriver jeg lidt om Jenkins inspirationskilder og hans videnskabelige ståsted efterfulgt af en kort beskrivelse af de tre niveauer som han mener, at man kan forstå og analysere identitet i forhold til. Slutteligt laver jeg en kort opsamling.

Kort Om Jenkins
Jenkins er en britisk antropolog og hverdagssociolog, der har lavet en lang række feltstudier (bl.a. i Danmark).

I bogen Social Identity forsøger han, med udgangspunkt i sine egne studier samt en lang række sociologer og antropologer, at diskutere og definere, hvad identitet er for en størrelse, og hvordan man som forsker kan undersøge fænomenet.

Jenkins’ inspiration
Jenkins trækker på en lang række sociologiske, antropologiske og filosofiske teorier som baggrund for sin identitetsforståelse. Han nævner således blandt andet Anthony Giddens, Karl Marx og Pierre Bourdieu som inspirationskilder.

De tre vigtigste
Blandt de mange teoretikere som han nævner, mener jeg, at de vigtigste at huske er George Herbert Mead, Erving Goffman og Fredrik Barth.

Mead og Goffmann er begge kendt som nogle af fædrene til symbolsk interaktionisme – en gren inden for sociologien, der er forbundet med Chicago-skolen i USA. Overordnet (og lidt forsimplet) kan det siges, at denne skole mener, at alle menneskers adfærd skabes gennem en sproglig symbolsk interaktion med andre mennesker. Disse teoretikere mener således, at vores personlighed og væremåde er socialt konstrueret, og identitet kan derfor kun forstås gennem analyser af interaktion mellem mennesker. Identitet er derfor performativt – noget ”der gøres”.

Denne sociologiske skole er af denne grund også blevet kaldt for hverdagssociologi eller mikro-sociologi, fordi fokus ikke er på store samfundsstrukturer, men på interaktion mellem mennesker, hvilket typisk gøres gennem kvalitative studier. Det er denne skole, som Jenkins er inspireret af, hvilket hans identitetsforståelse således også bærer tydeligt præg af.

Opdeling i tre niveauer
Jenkins skriver, at hvis man vil forstå, hvordan mennesker oplever og forstår verden, så er det hensigtsmæssigt at analysere dette i relation til tre ordner:

• Den individuelle orden
• Den interaktionelle orden
• Den institutionelle orden

Jenkins slår fast, at disse tre ordner alle eksisterer på samme tid og konstant overlapper hinanden. Det er således vigtigt at understrege, at opdelingen skal ses som et teoretisk og analytisk perspektiv, og det er derfor ikke et forsøg på at skabe en reel opdelingen af samfundet i tre distinkte ordner.

Jeg vil ikke her gå så meget i dybden i forhold til de tre ordner, men kun lige overordnet gengive nogle få pointer omkring hver enkelt.

Den individuelle orden
For at forstå menneskers identitet i relation til den individuelle orden anvender Jenkins Meads opdeling af ”The Me” and ”The I”.

”The Me” er den identitetsforståelse, som skabes gennem interaktion med andre. Det er således vores ”tillærte” identitet, som hele tiden ændres i forhold til, hvordan folk reagerer på vores adfærd.

”The I” er den identitetsforståelse, som vi skaber i os selv.

Skal man forstå identitet i den individuelle orden skal man således både forstå det enkelte individ og dennes møde med andre mennesker.

Jenkins bruger opdelingen til at understrege, at det enkelte menneskes identitet ikke blot skabes i os selv, men i høj grad skabes i mødet med andre mennesker.

Den interaktionelle orden
Identitet skal analyseres interaktionelt – et overordnet spørgsmål til denne orden er således: hvad sker der med vores identitet i mødet med andre mennesker?

Her trækker Jenkins særligt på Goffmans teori of Face(work), som, hvordan mennesker i mødet med andre mennesker forsøger at opretholde deres identitet (face) og samtidig også hjælpe de andre med at opretholde deres. Den interaktionelle orden omhandler således det enkelte menneskes møde med andre mennesker.

Den institutionelle orden
I den institutionelle orden er det overordnede spørgsmål: Hvordan kan vi forstå gruppeidentitet?

For at forstå dette trækker Jenkins bl.a. på Karl Marx’ opdeling mellem to typer klasser/grupper:

A class in itself – en gruppe mennesker, der er defineret af andre som en gruppe, men ikke selv gør det.

A class for itself – en gruppe mennesker, der selv definerer sig som en gruppe.

Med udgangspunkt i denne opdeling skriver Jenkins, at det er helt centralt at undersøge, hvordan en gruppe selv identificeres og forstås af gruppemedlemmerne, hvis man vil forstå en gruppes identitet.

Alt i alt – de vigtigste pointer
For at lave en kort opsummering, så mener jeg, at Jenkins’ vigtigste pointer er:

• Identitet er ikke en fast størrelse. Identitet er en proces, og dermed er identitet altid i forandring: det er performativt. Dog er nogle dele af vores identitet mere forankret i vores krop end andre. Dette kan eksempelvis være køn, race og nationalitet.
• Identitet er socialt konstrueret – det betyder dog ikke, at identitet ikke er ”virkeligt” eller tilfældigt. Det betyder derimod, at det er konstrueret gennem processer med en række konkrete, sociale konstruktionsmekanismer.
• De tre ordner kan bruges analytisk til at forstå forskellige typer af identitet. De tre ordner kan dog ikke adskilles og hænger altid tæt sammen.
• Opdelingen mellem samfund og individ giver ifølge Jenkins’ ikke mening, fordi de to ting i virkeligheden bare er abstraktioner over det samme.

Jeg har problemer med at installere programmet til i morgen. Jeg kan downloade, men ikke åbne/installere. Er jeg den eneste?

I teksten ”Towards a Framework of Publics: Re-encountering Media Sharing and Its User”, forsøger Lindtner et al at adressere, hvordan man, som afsender af brugergenerede indhold, forholder sig til sit publikum. De efterlyser et værktøj til at skabe forståelse for produktion af indhold og brug af medier indenfor store individuelle grupper, og tager på denne baggrund udgangspunkt i Michael Warner’s essays omhandlende begrebet ”Publics”.

Digital mediedeling rækker i dag ud over mange platforme og er blevet et centralt redskab til kommunikation. Deling er ikke blot materielle udvekslinger, men også et redskab til kulturel produktion og opretholdelse af sociale bånd. Det er netop denne opfattelse Lindtner et al fokuserer på, når de vil forsøge at undersøge, hvordan mediedeling bliver brugt til at udtrykke individualitet i forhold til større kollektiver.

Som vi diskuterede i sidste undervisningsgang, kan der være forskel på, hvilke medier man bruger til at dele hvilke ting. Det publikum vi forestiller os at ramme gennem mediedeling på en bestemt platform, har stor betydning for, hvordan vi vælger at bruge mediet. Lindtner et al undersøger betydning af at dele til en større individuel gruppe gennem et to måneder lang undersøgelse af mediet ”Mopex”, som de har udviklet til at analysere hvordan folk interagere med digitale medier.

Publics

Udgangspunktet for undersøgelsen er Michael Warners betegnelse af begrebet ”Public”. Han beskriver ordet som en kontrast til to andre definitioner: 1) en stor og social totalitet (det modsatte af privat) og 2) et konkret publikum i en bestemt sammenhæng.

Warner er altså hverken interesseret i at beskrive publikummets størrelse eller det konkrete publikum. I stedet ligger hans interesse i det sociale fundament der bliver skabt i relationen mellem medie produktionen og modtagelsen. Public er altså (ifølge Warner) en gruppe mennesker der mener, at produktet er rettet til ”folk som mig”. ”Public” bliver således formet, når medieforbrugerne opfatter sig selv som et medlem af et potentielt forestillet publikum, og dette betyder potentielt uendeligt mange publikumsgrupper.

Warner opstiller syv påstande for sit public-begreb, (dem kan I selv læse i teksten på side 4-5), som Lindtner et al tager udgangspunkt i i analysen af deres resultater. Jeg vil blot knytte en kort kommentar til påstand nummer seks: ”publics act historically according to the temporality of their circulation”. Lindtner et al skriver, at selvom Warners fokus var på print og visuelle medier, så er spørgsmålet om ”tidsmæssighed” særlig relevant i forhold til digitale medier. Denne påstand bliver ikke forklaret nærmere, og jeg kan godt undre mig over, hvorvidt det tidmæssige perspektiv overhovedet har relevans på internettet?

Mopex undersøgelsen

Ved brugen af Warners Public-begreb forsøger Lindtner et al at se på produktion, deling og modtagelse som sammenføjede enheder: ”Producers and consumers are not separate, and acts of creation and sharing are iterated throughout continuous use and participation.” Sociale medier binder folk sammen både direkte og indirekte, og begrebet ”public” bliver i forsøget brugt til at forstå, hvordan folk ser sig selv som en gruppe gennem cirkulation af indhold.

Det forsøget kort viste var, at brugeren af ”Mopex” følte dem selv som en del af et større kollektiv af skabere og forbrugere, med opbyggede normer af æstetik og fortolkning som de kollektivt var med til at forme, både som brugere og forbrugere. Genereret af respons på deres billeder, udviklede der sig spørgsmål som: hvem er publikummet, hvilke billeder er ansvarlige at lægge op, og hvad vil folk som mig eller dem være interesseret i at se. Spørgsmålene blev adresseret og udforsket gennem deres interaktion med egne og andres billeder, og dannede på denne baggrund nogle normer for rigtig og forkert inden for Mopex.

Lindtner et al konkluderer ud fra denne undersøgelse, at ved at gøre brug af public-begrebet i forståelsen af interaktion mellem større grupper, skabes nye måder til analysere af brugergenereret indhold. For det første skaber det nye måder hvorpå man tænker på begrebet ”public”, som ikke blot er en udefinerbar størrelse. For det andet indarbejdes modtagelse og responsen på indhold som en del af skabelsen, hvilket er et relevant perspektiv i analysen af brugergeneret indhold og kollektiv deltagelse. Slutteligt sætter det også fokus på selve mediets rolle i udformningen af disse ”Publics”. Selvom det stadig er vigtigt at forholde sig til, hvordan medier kan designes så brugeren opnår bestemte mål, kan usability ikke forklare hvordan individer positionerer sig selv i nutidig informationspraksis. Kulturel teori giver mulighed for at flytte fokus fra brug til et fokus på deltagelse. Et spændende fokus, der giver tanker til måden hvorpå man ser, hvordan man udtrykker sig indenfor større individuelle grupper.