Richard Jenkins – Understanding Identification

Richard Jenkins – Understanding Identification
Af Johan Farkas Sølling

Det kan være noget af en opgave at kondensere en tekst, der i forvejen er meget kompakt. Det oplevede jeg, da jeg i fredags skulle fortælle om Richard Jenkins’ tekst ”Understanding Identification”. Nu forsøger jeg igen – denne gang som et blogindlæg. Jeg håber, at det gør det endnu mere forståeligt :-).

Jeg skriver først meget overordnet om Jenkins og tekstens overordnede formål. Derefter skriver jeg lidt om Jenkins inspirationskilder og hans videnskabelige ståsted efterfulgt af en kort beskrivelse af de tre niveauer som han mener, at man kan forstå og analysere identitet i forhold til. Slutteligt laver jeg en kort opsamling.

Kort Om Jenkins
Jenkins er en britisk antropolog og hverdagssociolog, der har lavet en lang række feltstudier (bl.a. i Danmark).

I bogen Social Identity forsøger han, med udgangspunkt i sine egne studier samt en lang række sociologer og antropologer, at diskutere og definere, hvad identitet er for en størrelse, og hvordan man som forsker kan undersøge fænomenet.

Jenkins’ inspiration
Jenkins trækker på en lang række sociologiske, antropologiske og filosofiske teorier som baggrund for sin identitetsforståelse. Han nævner således blandt andet Anthony Giddens, Karl Marx og Pierre Bourdieu som inspirationskilder.

De tre vigtigste
Blandt de mange teoretikere som han nævner, mener jeg, at de vigtigste at huske er George Herbert Mead, Erving Goffman og Fredrik Barth.

Mead og Goffmann er begge kendt som nogle af fædrene til symbolsk interaktionisme – en gren inden for sociologien, der er forbundet med Chicago-skolen i USA. Overordnet (og lidt forsimplet) kan det siges, at denne skole mener, at alle menneskers adfærd skabes gennem en sproglig symbolsk interaktion med andre mennesker. Disse teoretikere mener således, at vores personlighed og væremåde er socialt konstrueret, og identitet kan derfor kun forstås gennem analyser af interaktion mellem mennesker. Identitet er derfor performativt – noget ”der gøres”.

Denne sociologiske skole er af denne grund også blevet kaldt for hverdagssociologi eller mikro-sociologi, fordi fokus ikke er på store samfundsstrukturer, men på interaktion mellem mennesker, hvilket typisk gøres gennem kvalitative studier. Det er denne skole, som Jenkins er inspireret af, hvilket hans identitetsforståelse således også bærer tydeligt præg af.

Opdeling i tre niveauer
Jenkins skriver, at hvis man vil forstå, hvordan mennesker oplever og forstår verden, så er det hensigtsmæssigt at analysere dette i relation til tre ordner:

  • Den individuelle orden
  • Den interaktionelle orden
  • Den institutionelle orden

Jenkins slår fast, at disse tre ordner alle eksisterer på samme tid og konstant overlapper hinanden. Det er således vigtigt at understrege, at opdelingen skal ses som et teoretisk og analytisk perspektiv, og det er derfor ikke et forsøg på at skabe en reel opdelingen af samfundet i tre distinkte ordner.

Jeg vil ikke her gå så meget i dybden i forhold til de tre ordner, men kun lige overordnet gengive nogle få pointer omkring hver enkelt.

Den individuelle orden
For at forstå menneskers identitet i relation til den individuelle orden anvender Jenkins Meads opdeling af ”The Me” and ”The I”.

”The Me” er den identitetsforståelse, som skabes gennem interaktion med andre. Det er således vores ”tillærte” identitet, som hele tiden ændres i forhold til, hvordan folk reagerer på vores adfærd.

”The I” er den identitetsforståelse, som vi skaber i os selv.

Skal man forstå identitet i den individuelle orden skal man således både forstå det enkelte individ og dennes møde med andre mennesker.

Jenkins bruger opdelingen til at understrege, at det enkelte menneskes identitet ikke blot skabes i os selv, men i høj grad skabes i mødet med andre mennesker.

Den interaktionelle orden
Identitet skal analyseres interaktionelt – et overordnet spørgsmål til denne orden er således: hvad sker der med vores identitet i mødet med andre mennesker?

Her trækker Jenkins særligt på Goffmans teori of Face(work), som, hvordan mennesker i mødet med andre mennesker forsøger at opretholde deres identitet (face) og samtidig også hjælpe de andre med at opretholde deres. Den interaktionelle orden omhandler således det enkelte menneskes møde med andre mennesker.

Den institutionelle orden
I den institutionelle orden er det overordnede spørgsmål: Hvordan kan vi forstå gruppeidentitet?

For at forstå dette trækker Jenkins bl.a. på Karl Marx’ opdeling mellem to typer klasser/grupper:

A class in itself – en gruppe mennesker, der er defineret af andre som en gruppe, men ikke selv gør det.

A class for itself – en gruppe mennesker, der selv definerer sig som en gruppe.

Med udgangspunkt i denne opdeling skriver Jenkins, at det er helt centralt at undersøge, hvordan en gruppe selv identificeres og forstås af gruppemedlemmerne, hvis man vil forstå en gruppes identitet.

Alt i alt – de vigtigste pointer
For at lave en kort opsummering, så mener jeg, at Jenkins’ vigtigste pointer er:

  • Identitet er ikke en fast størrelse. Identitet er en proces, og dermed er identitet altid i forandring: det er performativt. Dog er nogle dele af vores identitet mere forankret i vores krop end andre. Dette kan eksempelvis være køn, race og nationalitet.
  • Identitet er socialt konstrueret – det betyder dog ikke, at identitet ikke er ”virkeligt” eller tilfældigt. Det betyder derimod, at det er konstrueret gennem processer med en række konkrete, sociale konstruktionsmekanismer.
  • De tre ordner kan bruges analytisk til at forstå forskellige typer af identitet. De tre ordner kan dog ikke adskilles og hænger altid tæt sammen.
  • Opdelingen mellem samfund og individ giver ifølge Jenkins’ ikke mening, fordi de to ting i virkeligheden bare er abstraktioner over det samme.

Leave a Reply

Your email address will not be published.