Lindtner et al, Towards a Framework of Publics

I teksten ”Towards a Framework of Publics: Re-encountering Media Sharing and Its User”, forsøger Lindtner et al at adressere, hvordan man, som afsender af brugergenerede indhold, forholder sig til sit publikum. De efterlyser et værktøj til at skabe forståelse for produktion af indhold og brug af medier indenfor store individuelle grupper, og tager på denne baggrund udgangspunkt i Michael Warner’s essays omhandlende begrebet ”Publics”.

Digital mediedeling rækker i dag ud over mange platforme og er blevet et centralt redskab til kommunikation. Deling er ikke blot materielle udvekslinger, men også et redskab til kulturel produktion og opretholdelse af sociale bånd. Det er netop denne opfattelse Lindtner et al fokuserer på, når de vil forsøge at undersøge, hvordan mediedeling bliver brugt til at udtrykke individualitet i forhold til større kollektiver.

Som vi diskuterede i sidste undervisningsgang, kan der være forskel på, hvilke medier man bruger til at dele hvilke ting. Det publikum vi forestiller os at ramme gennem mediedeling på en bestemt platform, har stor betydning for, hvordan vi vælger at bruge mediet. Lindtner et al undersøger betydning af at dele til en større individuel gruppe gennem et to måneder lang undersøgelse af mediet ”Mopex”, som de har udviklet til at analysere hvordan folk interagere med digitale medier.

Publics

Udgangspunktet for undersøgelsen er Michael Warners betegnelse af begrebet ”Public”. Han beskriver ordet som en kontrast til to andre definitioner: 1) en stor og social totalitet (det modsatte af privat) og 2) et konkret publikum i en bestemt sammenhæng.

Warner er altså hverken interesseret i at beskrive publikummets størrelse eller det konkrete publikum. I stedet ligger hans interesse i det sociale fundament der bliver skabt i relationen mellem medie produktionen og modtagelsen. Public er altså (ifølge Warner) en gruppe mennesker der mener, at produktet er rettet til ”folk som mig”. ”Public” bliver således formet, når medieforbrugerne opfatter sig selv som et medlem af et potentielt forestillet publikum, og dette betyder potentielt uendeligt mange publikumsgrupper.

Warner opstiller syv påstande for sit public-begreb, (dem kan I selv læse i teksten på side 4-5), som Lindtner et al tager udgangspunkt i i analysen af deres resultater. Jeg vil blot knytte en kort kommentar til påstand nummer seks: ”publics act historically according to the temporality of their circulation”. Lindtner et al skriver, at selvom Warners fokus var på print og visuelle medier, så er spørgsmålet om ”tidsmæssighed” særlig relevant i forhold til digitale medier. Denne påstand bliver ikke forklaret nærmere, og jeg kan godt undre mig over, hvorvidt det tidmæssige perspektiv overhovedet har relevans på internettet?

Mopex undersøgelsen

Ved brugen af Warners Public-begreb forsøger Lindtner et al at se på produktion, deling og modtagelse som sammenføjede enheder: ”Producers and consumers are not separate, and acts of creation and sharing are iterated throughout continuous use and participation.” Sociale medier binder folk sammen både direkte og indirekte, og begrebet ”public” bliver i forsøget brugt til at forstå, hvordan folk ser sig selv som en gruppe gennem cirkulation af indhold.

Det forsøget kort viste var, at brugeren af ”Mopex” følte dem selv som en del af et større kollektiv af skabere og forbrugere, med opbyggede normer af æstetik og fortolkning som de kollektivt var med til at forme, både som brugere og forbrugere. Genereret af respons på deres billeder, udviklede der sig spørgsmål som: hvem er publikummet, hvilke billeder er ansvarlige at lægge op, og hvad vil folk som mig eller dem være interesseret i at se. Spørgsmålene blev adresseret og udforsket gennem deres interaktion med egne og andres billeder, og dannede på denne baggrund nogle normer for rigtig og forkert inden for Mopex.

Lindtner et al konkluderer ud fra denne undersøgelse, at ved at gøre brug af public-begrebet i forståelsen af interaktion mellem større grupper, skabes nye måder til analysere af brugergenereret indhold. For det første skaber det nye måder hvorpå man tænker på begrebet ”public”, som ikke blot er en udefinerbar størrelse. For det andet indarbejdes modtagelse og responsen på indhold som en del af skabelsen, hvilket er et relevant perspektiv i analysen af brugergeneret indhold og kollektiv deltagelse. Slutteligt sætter det også fokus på selve mediets rolle i udformningen af disse ”Publics”. Selvom det stadig er vigtigt at forholde sig til, hvordan medier kan designes så brugeren opnår bestemte mål, kan usability ikke forklare hvordan individer positionerer sig selv i nutidig informationspraksis. Kulturel teori giver mulighed for at flytte fokus fra brug til et fokus på deltagelse. Et spændende fokus, der giver tanker til måden hvorpå man ser, hvordan man udtrykker sig indenfor større individuelle grupper.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *