OVERVIEW: Theoretical frameworks for participatory media

I artiklen “Theoretical frameworks for participatory media” foretager Nico Carpentier en primært teoretisk analyse og diskussion af participatory media. Hvad vil det egentlig sige, at et medie er participatory? Hvad er participation overhovedet? Og hvordan kan man opstille en analytisk typologi over de forskellige typer af participation og participatory medier? Dette indlæg er en meget kort gennemgang af hovedpointerne i den nævnte artikel.

I. Glem medierne, eller: husk de politisk-ideologiske sammenhænge

Det første Carpentier betoner er, at vi for at forstå parcipatory medier ikke først og fremmest skal se på medierne, men derimod hvorledes forståelsen og brugen af disse er forankret i politisk-ideologiske sammenhænge: “The conceptual starting point of this chapter is that participation is a politically-ideologically contested notion, and that the role of (participatory) media is intrinsically linked to these debates.” (p. 105).

I forlængelse af dette iagttager Carpentier to overordnede måder (eller diskurser, strategier) hvorpå participation som begreb er blevet forstået og defineret (historisk set):

(a) I den første måde iagttages participation grundlæggende ud fra forskellen autentisk/uautentisk eller ægte/uægte. Det handler altså om at komme frem til hvad den “ægte” eller “rigtige” form for participation er for en størrelse. Carpentier opsummerer disse strategiers mål som følger: “All the definitions and approaches have a common – almost messianistic – concern towards the concept of participation: they want to protect and rescue it. The tactics used are relatively similar, because they all consist of creating a difference with ‘other’ practices which are only nominally participatory, and which can then be unmasked as forms of ‘pseudo-participation’.” (p. 106).

(b) I den anden overordnede måde at iagttage participation på, ses begrebet først og fremmest som en del af en politisk-ideologisk “kamp”. Her bliver participation iagttaget ud fra forskellen mellem et minimalistisk og et maximalistisk syn på demokrati og deltagelse.

I slutningen af dette afsnit tilføjer Carpentier hvorledes samspillet mellem disse to blikke kan være med til at nuancere forståelsen af participation. Her betones, at (1) participation synes at være forankret i magtrelationer og måden magten er distribueret på i samfundet; debatter om participation kan derfor ses som politiske magtkampe. (2) at det er vigtigt med en terminologisk skelnen mellem participation, access og interaction. Og (3) at ideologi altid er til stede i debatten om participation, det er således ikke muligt at “komme” uden om ideologierne.

II. Glem internettet, eller: hvorfor “gamle” medier stadig er vigtige

Men hvordan skal vi da forstå participation i forhold til medier og medieret kommunikation? Her påpeger Carpentier, at der i forlængelse af internettets opblomstring har været en klar diskurs, der har betonet internettet, som et egalitært og (mere eller mindre) emancipatorisk medie, der potentielt ville give lige adgang og mulighed for alle. Carpentier anerkender, at brugen af internettet (og herunder hjemmesider, blogs, og andre web 2.0 teknologier) rent faktisk har skabt nye talepositioner og muligheder for deltagelse. Samtidig mener Carpentier dog, at dette fokus på nye medie er problematisk. De gamle medier – avisen, radioen og fjernsynet – glemmes simpelthen i farten:

(1) “These old media still play an important role in the everyday lives of many people” (p. 111) De gamle medier (og deres “indflydelse”) glemmes på trods af at de gamle medier stadig er en del af de flestes liv.

(2) “the institutional nature of the present-day media worlds are equally often ignored. A vast number of media products is still produced by media companies, which are old top-down systems based on capitalist logics and not always in favour of the maximalist approaches towards participation and democracy.” (p. 111) De politiske (og kapitalistiske) strukturer, der fandtes i de gamle medie er stadig at (gen)finde i de “nye” medier.

(3) Den tekno-optimistiske diskurs er grundlæggende teknologisk deterministisk. Med andre ord: det er ikke medierne der gør noget, det er menneskers brug af disse. Derfor betoner Carpentier brugerne (som individer, der rent faktisk anvender teknologien i en hverdagslig og levet sammenhæng) og den mangfoldighed af måder, hvorpå forskellige medier kan anvendes. Desuden kan brugen af medier ikke forstås udenom de organisationer og infrastrukturer disse er forankret i: “This organisational context [som alle participatory medier er forankret i] is to a high degree (…) a commercial and commodified context, which results in a combination of top-down business processes with bottom-up consumption and production processes. The existence of YouTube, with Google as its owner – is a case in point here.” (p. 112).

III. At sætte blikkene sammen: husk medierne, husk de politisk-ideologiske sammenhænge! Mod nogle typologiforsøg

Det næste skridt i Carpentiers artikel er at opstiller to forskellige typologier, der kan anvendes til at analysere og forstå participation og participatory media. Jeg vil ikke gå dybere ind i disse, men blot kort skitsere deres hovedpointer:

(a) Den første typologi (p. 113-115) er baseret på forholdet mellem organisation og participation. På hvilke måder faciliterer eller giver forskellige organisationstyper mulighed for participation? Hvilke typer for medlemskab er der tale om? Og hvad er forholdet mellem access, interaction og participation? Her kommes der frem til en distinktion mellem participatory og semi-participatory organisationer.

(b) Den anden typologi (p. 115-118) forsøger at nuancere dette blik, særlig i relation til participatory medier. Her argumenter Carpentier for, at det er nødvendigt med en syntese af en række forskellige tilgange; modsat de mono-teoretiske tilgange, der ellers har præget diskussionen. Her ses der altså på hvorledes de forskellige tilgange kan supplere hinanden. Hvad disse fire tilgange er og deres implikationer, kan I selv læse jer til. Helt overordnet arbejdes der dog grundlæggende med en distinktion mellem medie-centrerede tilgange og samfunds-centrerede tilgange. I øvrigt skriver Carpentier noget om rhizomatiske medier, inspireret af Deleuze og Guattari, som jeg mener er noget frygteligt sludder; men det er vist til en anden blog og et andet indlæg på et andet tidspunkt.

IV. Så hvad skal du huske?

“Participation” er ikke et selv-forklarende begreb med en “given” essens; der er snarere tale om et politisk-ideologisk forankret og konstrueret begreb. Det er indlejret i en kontekst med en række forskelligartede diskurser. I praksis må vi derfor altid huske at medregne de (kapitalistiske og markedsdrevne) organisationer, magtrelationer og samfundsmæssige diskurser, som de givne teknologier (og ikke mindst: brugen af disse) indskriver sig i.

Følgende spørgsmål er værd at tænke over: Hvordan kan de to typologier sammentænkes? Kan de sammentænkes? Hvordan kan typologierne operationaliseres i relation til en empirisk funderet analyse? Og hvordan kan man indtænke mere politisk-ideologiske kontekster (generelt!) i konkrete analyser af medier?

Desuden kunne man spørge sig selv: hvad glemmer Carpentier i de to opstillede typologier? Er der ting, der falder uden for blikket; blinde pletter?

JANNICK SCHOU. KØBENHAVN, OKTOBER 2014.

Leave a Reply

Your email address will not be published.