Ny rapport: Danskernes brug af internettet og sociale medier i forbindelse med folketingsvalget 2022

Denne rapport præsenterer et kort overblik over de væsentligste fund fra en spørgeskemaundersøgelse, der undersøgte danskernes anvendelse af internettet og sociale medier i folketingsvalgkampen 2022 (for nærmere information om undersøgelsen, se nederst i rapporten). Det er det femte valg i træk, hvor en gruppe forskere med udgangspunkt i blandt andre Aarhus Universitet og IT-Universitetet i København har undersøgt danskernes anvendelse af internettet og sociale medier i kontekst af en valgkamp i forbindelse med folketingsvalg. De tidligere undersøgelser vedrører folketingsvalgene i 2007, 2011, 2015 og 2019.

I rapporten fokuserer vi dels på sammenligningen mellem resultaterne fra 2022 og de foregående undersøgelser, dels på unges brug af internettet og sociale medier, både specifikt og i sammenligning med den øvrige befolkning. Det historiske perspektiv er vigtigt, fordi vi her har en unik mulighed for at iagttage, hvordan brugen af internettet i en valgkampskontekst har ændret – og måske stabiliseret sig – over tid, i takt med at de sociale medier er blevet mere og mere udbredte blandt danskerne, og formater som online valgquizzer er vokset frem og blevet en væsentlig del af det digitale medierepertoire. Ungdomsperspektivet sætter fokus på de særlige forhold, som kendetegner unges brug af især sociale medier til politisk information og demokratisk deltagelse. Vi har blandt andet spurgt til mediepræferencer i lyset af graden af tillid, de unge har til diverse informationskilder.

Gruppen bag rapporten arbejder på at analysere og publicere resultaterne fra undersøgelsen i mere dybdegående udgivelser – stay tuned.

Find rapporten her:

Valgsurvey 2022 Executive summary 200623 FINAL

Om undersøgelsen

Spørgeskemaundersøgelsen er finansieret af Forskningscentret SHAPE ved Aarhus Universitet og Institut for Digital Design, IT-Universitetet i København.

Undersøgelsen blev gennemført i perioden den 11. – 21. november 2022. Undersøgelsen er gennemført i samarbejde med analyseinstituttet YouGov og indhentet via YouGov Panelet i Danmark. 1768 besvarelser fra personer i alderen 18+ år indgik i analysen.

For nærmere information om undersøgelsen samt forespørgsel om gengivelse af ovenstående tabel-ler i trykte eller online medier, kontakt venligst:

Lektor og centerleder Jakob Linaa Jensen / linaa@cc.au.dk

Lektor Gitte Stald / stald@itu.dk

Lektor Lisbeth Klastrup / lisbeth@klastrup.dk