Den informerede borger i et digitalt samfund

Martina Skrubbeltrang Mahnke // mamah@itu.dk // Først udgivet i kultur & fritid (maj 2017)

Den „informerede borger“ bliver set som et af de grundlæggende principper i det moderne samfund. Ikke mindst derfor er pressen og de sociale medier en vigtig søjle parallelt med de lovgivende, udøvende og retslige elementer, der udgør dagens demokratiske strukturer. Generelt er der enighed om, at aktive og engagerede borgere, der træffer velinformerede beslutninger til glæde for flertallet, er en forudsætning for demokratiets succes. Men flere hævder nu, at dette ideal bliver udfordret, hvis ikke ligefrem undergravet, af de sociale medier. I starten blev Facebook, Twitter og lignende digitale platforme fejret som frigørende teknologi, der perforerer hierarkiske informationsstrømme. Dagens aktuelle diskussioner domineres af kritiske stemmer, der advarer mod såkaldte „filterbobler“, „confirmation bias“ og forsimplet infografik. Især professionelle journalister og forlag er hårdt ramt og udfordret af de muligheder sociale medier tilbyder privatpersoner, bloggere og såkaldte „prosumers“.

Udtrykket „prosumer“ er et sammensat ord bestående af „producer“ og „consumer“ og står for den udvikling, der har sløret grænserne mellem indholdsproducenter og indholdsforbrugere i den digitale verden. Funktioner, som at dele og at poste, giver brugerne mulighed for at blive deres egen udgiver og samle et fællesskab omkring fælles interesser uafhængigt af de etablerede medier. Mens disse værktøjer for mange er blevet en velsignelse, har de også gjort det moderne informationssamfund mere komplekst, fragmenteret og flygtigt. Såkaldte „shitstorms“, et udtryk, der bruges til at beskrive en pludselig og massiv form for kritik på sociale medier, er ikke længere ualmindeligt, og de konfronterer ofte etablerede normer og procedurer. Og selvom denne form for kritik kan pege på uretfærdigheder og dermed kan bidrage til politiske diskussioner, bruges de samme mekanismer ofte til at sprede mere kontroversielle oplysninger, som Brexit-kampagnen og Trump-valget demonstrerer. I de tilfælde var mange af de mest „likede“ og delte artikler forsimplinger af komplekse emner, hvis formål var at skabe stærke følelsesmæssige reaktioner frem for at informere borgerne. Selvom der ikke er nogen direkte sammenhæng mellem, hvad folk deler, og hvordan de stemmer, er der en stigende bekymring for, om vores demokrati kan være truet på grund af de sociale mediers strukturelle opbygning.

For at belyse disse problemer har flere undersøgelser beskæftiget sig med anvendelsen af sociale medier og generelle tendenser relateret til politisk kommunikation og borgerdeltagelse. En repræsentativ undersøgelse, foretaget af forskningsnetværket DECIDIS på IT-Universitetet i København, så på de forskellige måder, danskerne interagerer med sociale medier på daglig basis. Resultaterne viser, at størstedelen af danskerne er aktive på Facebook og bruger det sociale netværk som en informationskilde for at modtage nyheder fra både deres venner og offentlige kilder. Rapporten viser endvidere, at danskerne primært bruger sociale medier til at læse indhold og knap så ofte til at producere indhold. Denne adfærd er også blevet beskrevet med betegnelsen „lurkers“. Begrebet „lurker“ bruges om en person, der venter eller lurer tøvende i skjul. Overført til den digitale verden beskriver udtrykket de brugere, der for det meste læser, men ikke bidrager aktivt til indholdsproduktionen. En anden konklusion, som også understøttes af andre undersøgelser, er, at især yngre generationer (20 til 39 årige) er aktive i politiske diskussioner online, men flertallet ser stadig deres kommunikation som privat og bruger sociale medier i overensstemmelse hermed, f.eks. ved at skrive private beskeder i stedet for offentlige. Mens der er en generel tro på, at folk ikke ændrer deres politiske meninger på grund af diskussioner online, viser undersøgelsen, at nogle danskere faktisk bruger Facebook til at diskutere deres politiske synspunkter og interagere med mennesker med forskellige politiske synspunkter, og på dette grundlag er villige til at ændre deres politiske mening.

En anden undersøgelse, udført af Mindshare på vegne af Kulturstyrelsen, udforskede forskellige typer mediebrugere og satte de danske brugere op i følgende seks kategorier: (1) De overfladiske (17 %), (2) De velinformerede (22 %), (3) De interesserede (20 %), (4) De uengagerede (8 %), (5) De sociale korrekte (10 %) og (6) De pligtskyldige (21 %). Mens de såkaldte „overfladiske“ søger en hurtig og komprimeret nyhedsopdatering, der kontinuerligt holder dem informeret, er de såkaldte „velinformerede“ drevet af nysgerrighed og ønsket om at være en informeret borger. Kategorien „interesserede“ står for personer, der primært leder efter diskussioner på et informeret grundlag, og den såkaldte „uengagerede“ er stadig interesseret i at deltage i den offentlige debat, men mere på et overfladisk generelt plan. Udtrykket „sociale korrekte“ står for mennesker, der er motiveret af etiske retningslinjer, mens den såkaldte „pligtskyldige“ først og fremmest læser nyheder, fordi de føler sig personligt forpligtet til at følge offentlige og politiske anliggender. Samlet set viser undersøgelsen, at danskerne generelt er interesserede i den offentlige debat, men deres specifikke motivation og engagement er forskellige. Derfor er spørgsmålet, som dette studie implicit rejser, hvad vil det sige at være en „informeret borger“.

Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau var en af de første tænkere, der efterlyste det velinformerede borgerskab, men det var den østrigske sociolog Alfred Schütz, der i et essay om den sociale fordeling af viden beskrev den „velinformerede borger“ som en idealtype midt mellem „manden på gaden“ og „eksperten“. Ifølge Schütz indbefatter det at være „ekspert“ at have viden inden for et bestemt område. Modsat står begrebet „mand på gaden“ for praktisk rutinepræget viden. Mellem disse to poler beskriver Schütz det at være „velinformeret“ som „to arrive at reasonably founded opinions in fields which as he knows are at least mediately of concern to him although not bearing upon his purpose at hand“ (kursiv i original tekst). Det betyder, at Schütz ikke forventer, at borgerne er eksperter i offentlige sager, men han forventer „rimeligt begrundede“ holdninger, der er baseret på velfunderede beviser. Mark Balnaves, professor ved University of Newcastle i Australien, hævder derimod at „information does not exist, only informed people exist“. Hans argument er, at med udviklingen af elektronisk teknik og muligheden for at transportere information er selvsamme information blevet en mængde, som dermed forbruges som sådan. Derfor handler det ikke kun om selve informationen, men også om hvordan borgerne bruger den.

Afslutningsvis kan det fastslås, at medier spiller en vigtig rolle i vores samfund. Medieforsker og professor emeritus Peter Dahlgreen går endda så langt som at sige, at medierne „provide the dominant symbolic environment of society“ (egen kursiv). Om medierne leverer samfundets dominerende symbolske miljø, eller om andre faktorer påvirker vores forståelse af offentlige
forhold, er efter min opfattelse stadig åben. Men det er klart, at sociale medier er blevet en afgørende faktor, når det gælder om at modtage og bearbejde oplysninger. Forudsætningerne for hvad der betragtes som relevante informationer, har Mark Zuckerberg, CEO for Facebook, opsummeret på følgende måde: „A squirrel dying in front of your house may be more relevant to your interests right now than people dying in Africa“. Mens mange af os kan være uenige med denne erklæring, tjener det stadig som en god indikator for, at informationer på sociale netværk er stærkt relaterede til personlige interesser og dermed giver de ikke altid et velbalanceret syn på offentlige anliggender, og det er heller ikke de sociale mediers formål. Fordi de specifikke oplysningsstrukturer, lovrammer og ansvarsplacering stadig er under forhandling, er det vigtigt at erkende, at ansvaret for at modtage en afbalanceret informationsmængde også ligger på den enkelte bruger. Derfor er det vigtig at sætte sig ind i principperne for, hvordan de sociale medier fungerer og ikke bare tage dem for givet. Når det er sagt, er det ligeledes efter min opfattelse værdifuldt at modtage information via sociale medier, fordi de giver adgang til nyheder og synspunkter, som ellers ville være utilgængelige, især set i et globalt perspektiv. I praksis betyder det imidlertid, at brugeren aktivt skal observere og udfordre deres egen adfærd på de sociale medier.